Lærerfaglig analyse af "Græsmarkens sang"

Af Anne Gøthe Hansen, lr11s1211

Novellen ’Græsmarkens sang’ er skrevet af Martin Andersen Nexø og indgår i samlingen ’Bornholmer-noveller’, som er fra årene 1923-1926. Denne novellesamling er inspireret af Nexøs år på øen Bornholm. I denne forbindelse er det oplagt, at drage paralleller til filmatiseringen af Nexøs værk ’Pelle Erobreren’. Eftersom dette værk er stærkt inspireret af Nexøs egen barndom under trange kår på Bornholm, vil jeg læne mig op ad den biografiske metode (kap. 7, s. 119, J. Fibiger). Denne metode indebærer, at man analyserer teksten med udgangspunkt i forfatterens eget liv og samtid. Metoden orienterer sig i høj grad mod afsenderen - i dette tilfælde Nexø - samt den tid han skrev i. I mindre grad vil jeg også gøre brug af den nykritiske metode, da det i forbindelse med ’Græsmarkens sang’ også er relevant, at gå i dybden med tekstens lag, herunder særlig sted, miljø og tema/budskab (kap 7, s. 126, J. Fibiger). Denne metode er hovedsageligt tekstorienteret, hvilket tvinger læseren til at være tekstnær og bruge teksten, som baggrund for, hvad denne analyserer sig frem til. Disse metoder forestiller jeg mig at man som lærer, kunne lade eleverne analysere Nexøs tekster ud fra. Således lærer eleverne både at være tekstnære og analysere med teksten som baggrund, men får samtidig mulighed for, at sammenholde det med Nexøs liv og hans forfatterskab. Dette kan lede til litteratursamtaler om metodebevidsthed hos eleverne. Her kunne det være interessant, at høre elevernes meninger om, hvordan den givne metode former deres analyse og om der er nogle forfattere, der er mere oplagte til visse metoder end andre.

Novellen ”Græsmarkens sang” handler om mand, der ser tilbage på sin barndom og hvordan landbruget har ændret sig siden da. Han er tilbage på græsmarken, der i novellen betegnes som ’barndommens bløde tæppe’. Den første halvdel af novellen foregår som en indre monolog hos manden.  Han reflekterer over sin barndom på landet med en vis nostalgi, eksempelvis starter novellen således: ”Jeg ligger op mod et dige med benene trukket ind under mig som i drengeårene – og prøver på igen at skære fløjten fra den gang. Det går ikke, fløjten vil ikke give tone; den lykkelige hånd er borte. Den tog Rejsaus sammen med sorgløsheden”. Manden er geografisk det samme sted som i barndommen, men med en langt større bevidsthed – livet og vilkårene for en landarbejder er barske. I barndommen havde han håbet på et bedre liv, men som voksen har realiteterne sneget sig ind på ham. Man kan muligvis drømme sig væk til noget bedre, men skæbnen er hård for en undertrykt landarbejder samt for underklassen på landet. Et citat, der understøtter dette er: ”Horisonten står fuld af musik, og hvert øjeblik må hyrdedrengen op på diget og lytte anspændt ud i det fjerne. Hvad er det for tog som drager af sted derude med musik i spidsen? Hvor holdes der fest? […] nu ved man naturligvis bedre! Der er ingen fest derude – spiller det er det i ens eget sind”.  Den anden halvdel af novellen er en dialog mellem manden og græsmarken. De ser tilbage på dengang jeg-fortælleren var barn. Naturen beskrives utrolig levende, hvilket også kommer til udtryk i græsmarken og horisonten fra ovenstående citat, der besjæles. Dette betyder eksempelvis, at græsmarken kan tale og har meninger akkurat som et menneske har. Besjæling er ellers et levn fra den foregående litterære periode, romantikken, men i denne novelle gør Nexø flittigt brug af det. På den måde fremstår naturen nærmest menneskelig. I det sidste af dialog-delen må man som lærer være opmærksom på, at eleverne ikke kan gennemskue, hvornår det henholdsvis er græsmarken eller jeg-fortælleren, der siger noget. Jeg mener ikke, at det er altafgørende hvem der siger hvad, da græsmarken og jeg-fortælleren nærmest er i harmoni med hinanden. Dog er jeg stadig af den opfattelse, at det vil forvirre eleverne, hvis de ikke ved hvem, der siger hvad. Såfremt dette er et gennemgående problem, kan man bede eleverne om, at skrive navn ud for hvem, der siger hvad eller gøre brug af en læserorienteret strategi såsom dramatisering.

Novellen er fortalt med jeg-fortæller. Jeg-fortælleren er den samme som forfatteren – Nexø er tilbage på sin barndoms ø, Bornholm. I flashbacks ses der tilbage på jeg-fortællerens barndom ud fra dennes synsvinkel - fortælleteknisk kan man karakterisere dette som bagudsyn. I dialogen beskrives græsmarkens syn på fortiden også – dette ændrer dog ikke særlig meget. Nexø skrev i det folkelige gennembrud (omkring år 1900). Dette kommer i denne novelle blandt andet til udtryk i miljøet. Danmark var i denne periode stadig et landbrugssamfund, og fortællingen foregår ligesom i ’Pelle Erobreren’ på landet. Vi befinder os i teksten på landet under barske omstændigheder, hvor kun de stærkeste overlever. Teksten er meget typisk for perioden i og med at den er forfattet af en proletar. I teksten henvises der til andre ’gamle hyrdedrenge’, så som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg. Disse er som Nexø også bondeforfattere, der skriver om undertrykkelsen af landproletariatet og deres ringe kår (Kap 10, s. 244-252, Fibiger og Lütken). I ’Græsmarkens sang’ kommer socialrealismen eksempelvis til udtryk i dette citat: ”Det var ”Hjalmar og Hulda” karlen spillede, og pigen var i velsignede omstændigheder, så han måtte strække armene helt frem for at kunne holde harmonikaen på hendes skød. […] – Ja, men det er der ingen fornøjelse ved at mindes, for da tidens fylde kom stak han af til Amerika. Og hun…”. Karlen drager til Amerika og efterlader pigen alene med deres barn. Barske realiter om livet på landet i starten af 1900-tallet. Der skrives ikke længere om ’bonde-idyl’ som man gjorde i romantikken, men derimod fremstilles livet på landet hårdt og brutalt – realistisk. Dette er troværdigt fortalt af forfattere som Nexø, der selv er opvokset i dette og har mærket det på egen krop. Dermed er det også fortalt i et simpelt og uforfinet sprog. Dog må det her nævnes, at det kan forekomme som en udfordring for eleverne, at eftersom ’Græsmarkens sang’ foregår på landet, er der ord og elementer som de muligvis ikke aner, hvad er. Dette kunne eksempelvis være ’at marken står brak’, en roe og en korntønde. For at komme dette problem til livs, kunne læreren enten vælge at lade ordforklaring følge. Klassen kunne også have et tværfagligt forløb med eksempelvis historie. Forløbet kunne omhandle Danmark som landbrugsnation i starten af år 1900. Her kunne man benytte sig af Nexøs tekster som kilder. Desuden ville det også være muligt i dansk at have et forløb om landbrugslitteratur med udgangspunkt i det folkelige gennembrud. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at eleverne arkiverer litteraturen, herunder ’Græsmarkens sang’, således at handlingen placeres i den historiske kontekst, den er skrevet i. Dog kan man ikke kun nøjes med at arkivere ældre litteratur, da der så er en overhængende risiko for, at eleverne finder det uvedkommende og tabes på jorden. Her et det vigtigt også at aktualisere litteraturen. Man må som dansklærer gøre nogle litteraturpædagogiske tiltag for at gøre litteraturen relevant for eleverne. Man kunne få dem til at overveje centrale temaer i Nexøs værker - eksempelvis undertrykkelse, og få dem til drage paralleller til nutiden og på den måde aktualisere litteraturen.

I ’Græsmarkens sang’ er udviklingen af landbrugssamfundet helt central. Dette kommer til udtryk i den dialog, som jeg-fortælleren og græsmarken har.  Et eksempel på dette: ”Hvor han (bonden) hadede alt hvad der ikke hørte til sognet! - han vidste ikke noget værre end det fremmede! Og en dag sprang han dog lige ud i det – og indforskrev et frø, der vendte op og ned på alting. Det blev til en ny roe, der var kuglerund og lå oven på jorden; den fordoblede nok koens mælkeydelse og gjorde brakken overflødig. Folk kom valfartende langvejs fra for at se den […]. Sådan så altså en mand ud, som var opsat på at gå neden om og hjem! Ham skulle man nok vare sig for at følge! Og et par år efter var de alligevel i hælene på ham; hans store kerne blev for lille, og den ene andelsskorsten groede i vejret efter den anden og kiggede langt ud over sognegrænserne. Nu handler han på England, og det hænder at han selv rejser over havet, for at hilse på de godtfolk der spiser hans smør”. Som citatet beskriver, udvikler landbrugssamfundet sig. Førhen handlede man kun lokalt eller muligvis nationalt, men nu begynder man for alvor at handle med det internationale marked, herunder England og Amerika. Dette lyder umiddelbart positivt, men novellen igennem er der en ambivalens ved udlandet – især Amerika. Som tidligere nævnt flygter karlen til Amerika i håb om et bedre liv. Endvidere er dette citat relevant: ”Slå en af dine kolbøtter på mig, Rapfod! – Og bonden, kære græsmark! – Han ser det ikke, - han er i stalde for at sælge mit frø. Det skal til Amerika”. Nexø var kommunist. I novellen symboliserer Amerika, herunder den frie økonomi og kapitalismen fremtiden, hvorimod det lokale og udelukkende nationale marked symboliserer fortiden. Grundet dette er der også en vis ambivalens ved at forlade fortiden og derfor mindes græsmarken og jeg-fortælleren så nostalgisk. Tendensen i tiden er, at dette dog er den eneste vej frem, men Nexø forholder sig via ’Græsmarkens sang’ skeptisk og noget tilbageholdende. Man kan her drage en parallel til Pelle Erobreren, hvor fæstearbejderen Erik inspirerende fortæller Pelle om, at de skal til Amerika og væk fra gården, hvor Kongstrup, og under ham forvalteren hersker. Da Erik omsider gør oprør og får alle de undertrykte landarbejdere med sig, ender dette dog tragisk. Erik får hejsedelen fra brønden i hovedet, hvilket resulterer i, at han bliver retarderet. En rød tråd igennem filmen er, at arbejderne gerne vil gøre oprør, men har ikke midlerne eller modet til at stå sammen. Et budskab i ’Græsmarkens sang’ kunne være, at selvom bønderne får det bedre og handler med udlandet, får ham, der bærer – arbejderen – ikke udbytte af det. Græsmarken minder jeg-fortælleren om, hvordan han engang legede på græsmarken, lå i græsmarken, var i ét med græsmarken – nu må den ej betrædes, grundet at dens afgrøder ikke må skades. Græsmarken pointerer i denne forbindelse overfor jeg-fortælleren, at han dengang altid var glad, men nu går han med stok og hinker. Græsmarken placerede endda firkløvere overalt på hans vej, og spørger så om han alligevel ikke fangede lykken? Hertil svarer arbejderen: ”Det gjorde jeg vel. Jeg bærer – ligesom du – og skal til at give udbytte. Det skal jo være den højeste lykke her på jorden. Men synes du selv det er morsomt at gå i frø, græsmark?”. Dette tolker jeg, som at både græsmarken og jeg-fortælleren bærer, men spørgsmålet er om det er dem, der får noget ud af det? Om det er dem, der bliver lykkelige? Den almene landarbejder får i starten af 1900-tallet ikke noget ud af fremgangen, da de stadig undertrykkes. Såfremt græsmarken og jeg-fortælleren stod sammen kunne de vinde noget. Her symboliserer græsmarken og jeg-fortælleren arbejderne. Sammenholder man dette med ’Pelle Erobreren’ tager Pelle fra Kongstrups gård ud for at erobre verden – og forbedre arbejdernes vilkår. Dette passer også udmærket ind i tiden, hvor der i 1920’erne dannes fagforeninger og arbejderne står sammen imod et feudalt samfund. Et budskab i græsmarkens sang kunne være, at arbejderne skal stå sammen. Dermed kan de bryde den sociale arv og komme væk fra det miljø, hvor de holdes nede. De skal kæmpe mod undertrykkelse og det feudale samfund. For Nexø, som kommunist, er det klasseløse samfund målet. Under alle omstændigheder skal man ej flygte til Amerika som eksempelvis karlen i ’Græsmarkens sang’, men være stærk nok til at blive og stå sammen – sammen er arbejderne stærkest.