Lærerfaglig analyse af "Idioten"

Anna Marie Weinreich, lr11s1102

Idioten er skrevet af den bornholmsk fødte forfatter Martin Andersen Nexø. Novellen danner rammer om hovedpersonen i skikkelse af jeg-fortællerens erfaringer og tanker omkring sit liv i tjeneste som ’Syslehorra’ på en gård.

Novellen tager altså udgangspunkt i den unge eksplicitte jeg-fortæller, som kort efter sin konfirmation bliver påbudt at drage hjemmefra for at forsørge sig selv. Han ender på en gård, hvor hans spinkle figur, men gode sliderkondition kan gøre nytte for 20 kroner halvårligt. Her beretter han om det hårde arbejde og den undertrykkelse og lidelse, han oplever. På nabogården arbejder en såkaldt åndsvag, ved navn Anders, som under en storm blev ramt i hovedet af en blok. Han karakteriseres som slavelignende og arbejder, hvis blot der hældes brændevin på ham. Bonden behandler ham som et dyr, giver han ussel føde og lader ham sove i en krog.

Hele handlingsforløbet udspiller sig omkring en sen aften, hvor fortælleren begiver sig på vej hjem til gården, efter et mindre besøg ved familien. Her møder han Idioten, døddrukken og alene, og forfatteren beslutter sig for at hjælpe ham til gården. Undervejs mangler Anders sin brændevin og beklager sig, hvorefter den unge jeg-fortæller finder den i mørket for så derefter at hælde den ud i forhåbning om at Idioten vil blive ædru og se de pinsler han lider under. Næste dag vil Anders ikke drikke brændevinen og trasker monotont rundt, hvilket bekymrer bonden. Endeligt en nat stikker idioten ild til gården.

I novellen er det naturligt at tale om to hovedpersoner – idioten og jeg-fortælleren. Personerne i novellen er personer, der tilsammen danner et realistisk billede fra dagens Danmark anno 1880. Der er gennem skildringen brugt en indre synsvinkel fra en eksplicit jeg-fortæller. Fortælleren bruger bagudsyn, da han ikke befinder sig på det tidspunkt, hvor begivenhederne har fundet sted. Vi kan se via følgende citat se, at jeg-fortælleren ser tilbage som voksen på sin barndom på landet: ”Det er kun en enkelt barndomsoplevelse blandt mange. Den gang fik det mig til at føle mig som en hemmelig forbryder… og fra mange områder summede mine erfaringer sig efterhånden sådan op, at idioten fik betydning for mig udover det enkelte.” Her kan vi altså se, at fortællerens nutid er forskellig fra den tid, hvori fortællingens episke handling foregår. Den voksne jeg-fortæller har altså i sit voksne liv erkendt, at denne episode står klart som noget, der har været med til at forme ham – her kunne man tale om indre monolog. Den unge såvel som den voksne jeg-fortæller har en empatisk og medmenneskelig sans for at søge det retfærdige i det samfund, han lever i. I den forbindelse kan man vel sagtens spørge sig selv, om ikke også titlen ”idioten” kan lede hen til spørgsmål som: Er det kun den fordrukne Anders, som er en idiot eller er det lige så vel samfundet på den tid, der er idiotisk? Jeg har bestandig syntes der lå en tanke i, at det blev mig der tog hans brændevin fra ham, og derved fik ham til at brændegården af og gøre en ende på misbruget. Jeg-fortællerens sympati ligger tydeligvis hos Idioten, da han muligvis kan afspejle sig selv i idiotens position som underbetalt og undertrykt ansat i det hierarkiske samfund på landet.  

Gennemgående præsenterer novellen os for arbejdsmiljøet og den sociale virkelighed, som udspillede sig i ondesamfundene på Nexøs tid. Underklassens kamp om frihed og retfærdighed mod overklassen er dominerende. Specielt understreges dette i følgende citat: Måske rørte der sig under hans Idioti et uklart Krav til Tilværelsen og han brugte Spiritusen til at drukne det i; Bonden sørgede altid for at der var Snaps til ham. Men ellers behandlede han ham værre end et Dyr, gav ham ussel Føde og lod ham sove i en Krop af Stalden. Idioten fandt sig glad i det, blot han fik sin Snaps. Han var en tæt, bredskuldret Fyr og gjorde to-tre Mands Arbejde; der skulle bare nogen gaa over ham og sætte ham i Gang. Jeg-fortællerens person kommer til udtryk hele vejen gennem novellen. Hans personlige meninger fylder en betydelig del af teksten. Især hans tanker omkring det hårde slid på gården siger en hel del om fortælleren som person. Martin Andersen Nexø noveller og værker er generelt et klart opgør med 1800-tallets romantiks idylliske syn på livet på landet, hvilken ”Idioten” i høj grad ligeså vel skildrer. Som førlæsning i vores undervisningsmateriale vil vi se filmatiseringen af Pelle Erobreren, hvilket vi også i gruppen selv har gjort. I den forbindelse vil man i sin efterlæsning kunne drage tydelige paralleller til ”Idioten”; Arbejdernes oprør mod ’slavepiskerne’ ude på de store gårde og en stærk mands skæbnesvangre ulykke, som ender i mentale forstyrrelser.